Afsløring: Stenrig bilforhandler fra Paraguay begik millionsvindel, mens han var kunde i Jyske Bank

Eksperter: De danske myndigheder bør gå ind i sagen

Det nye kapitel i historien om Jyske Bank og Genaro Peña får de eksperter, vi har talt med, til at vurdere, at sagen nu bør blive et anliggende for de danske myndigheder, vurderer Jakob Dedenroth Bernhoft fra Fraud React.

– Alle alarmklokker burde ringe hos Finanstilsynet. I forvejen var det problematisk, og nu er der desuden en stor skattesag. Hvis jeg sad hos tilsynet, så ville jeg bede Jyske Bank om en forklaring og også spørge ind til, hvordan banken har risikovurderet kunden, siger han.

Kalle Johannes Rose fra CBS er enig i, at Finanstilsynet bør kræve en redegørelse fra Jyske Bank.

Han slår også fast, at Jyske Bank selv har pligt til at kontakte Statsadvokaten For Særlig Økonomisk og International Kriminalitet – i daglig tale Bagmandspolitiet – hvis banken ikke allerede har gjort det.

– Når banken bliver vidende om den her sag om skattesvindel, skal de kontakte myndighederne og gøre opmærksomhed på, at deres storkundes virksomhed var involveret i skattesvindel, mens han var kunde i banken, siger Kalle Johannes Rose fra CBS.

Hvis Finanstilsynet går ind i sagen og finder, at Jyske Bank ikke har levet op til deres forpligtigelser i forbindelse med, at banken havde Genaro Peña som kunde, så kan de for eksempel give banken en bøde.

De kan også politianmelde banken, og i så fald er det Statsadvokaten For Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, der skal efterforske sagen.

Jyske Bank har ikke ønsket at stille op til et interview om den nye udvikling i sagen og skriver i en mail, at banken ikke må ‘udtale sig om eksisterende eller afsluttede kundeforhold’, og at Jyske Bank ‘generelt bestræber sig på at overholde den til enhver tid gældende lovgivning’.

– Når et kundeforhold er afsluttet på enten Jyske Banks eller kundens foranledning, kan det sagtens forekomme, at Jyske Bank ikke længere er vidende om kundens gøren eller laden, herunder om der flere år efter afslutningen falder en skattedom mod kunden, hvad enten dommen er endelig eller anket, skriver den.

Vi har opfølgende spurgt banken, om den har kontaktet myndighederne og fortalt om Genaro Peñas skattesvindel.

– Vi kan ikke komme det nærmere, fordi vi ikke må udtale os om, hvad vi konkret har foretaget os i et eksisterende eller afsluttet kundeforhold, lyder svaret fra banken.

Finanstilsynet skriver i en mail, at tilsynet ikke kommenterer på “konkrete sager i de virksomheder, vi fører tilsyn med”.

Men det kan bestemt ikke udelukkes, at Jyske Bank bliver bedt om en redegørelse.

– Generelt kan vi oplyse, at det er normal praksis i Finanstilsynet, at tilsynet undersøger sager, der på den ene eller den anden måde komme til Finanstilsynets kendskab, og hvor der er tegn på, at hvidvasklovgivningen kan være overtrådt, lyder det videre.

Advertisement

Source link

- Advertisement -

Måske du kan lide