36-årig mand sigtet: Gik amok i kolonihave


Natten til onsdag gik en 36-årig mand amok ved Vesterkæret.

En kvinde i en kolonihave ved Vesterkæret i Aalborg fik sig en brat opvågning natten til onsdag, og derfor kontaktede hun Nordjyllands Politi klokken 02.58, fortæller Jesper Sørensen, vagtchef ved Nordjyllands Politi.

Her blev hun vækket ved, at en mand havde opsøgt hendes hjem og bankede så kraftigt på døren, at hun troede, døren ville blive smadret. Det var dog ikke tilfældet, men da kvinden åbnede døren, tog den 36-årige mand hårdt fat om kvindens hals og arm og trængte efterfølgende ind i hendes hus.

Herefter smadrede manden noget inventar i kvindens hus, og efterfølgende gik han over til sit eget hus, hvor det heller ikke gik stille for sig.

»Manden er sigtet for vold, hærværk, husfredskrænkelse og beredskabsloven, da han efterfølgende antændte en madras ude i sin egen have,« forklarer Jesper Sørensen.

Den udsendte patrulje fik slukket branden i madrassen med en pulverslukker, og derfor var der ikke behov for Beredskabsstyrelsens indsats.

Den 36-årige mand er nu sigtet og befinder sig i detentionen, indtil Nordjyllands Politi kan afhøre manden i løbet af onsdagen.

Kvinden, som den 36-årige trængte ind hos, slap uden alvorlige skader.

 



Source link

Advertisement