12-årig pige dræbt i bandekrig: Nu er person anholdt

12-årig pige dræbt i bandekrig: Nu er person anholdt


En mand er blevet anholdt mistænkt for at have medvirket til drabet på den 12-årige svenske pige Adriana i august 2020.

Det skriver flere svenske medier, herunder Svenska Dagbladet.

»Jeg kan bekræfte, at han blev anholdt i Spanien i går og nu er i varetægt der. Han vil blive afleveret til Sverige i henhold til en europæisk arrestordre,« siger vicechefanklager Anna Svedin til mediet.

Det var om natten 2. august i Stockholm-forstaden Botkyrka, at Adriana var ude at lufte sin hund. Da hun passerede den lokale McDonalds, blev der pludselig skudt ud ad vinduet fra en hvid Audi.


Blomster og lys på parkeringspladsen, hvor en 12-årig pige blev dræbt af skud.


Blomster og lys på parkeringspladsen, hvor en 12-årig pige blev dræbt af skud.
Foto: 11950 Ali Lorestani/TT

Vis mere

Den 12-årige pige blev som den eneste ramt i forbindelse med skyderiet, og hun døde få timer senere af sine kvæstelser.

Adriana var efter alt at dømme ikke målet for skyderiet, men det var derimod to personer med relation til det kriminelle miljø i Sverige.

En anden mand sidder i forvejen fængslet for drabet. Han blev anholdt i december sidste år, men løsladt igen umiddelbart efter på grund af manglende bevismateriale.

Siden har det, som svensk politi beskriver som »nye omstændigheder«, medført, at manden igen er blevet anholdt, og han er lige nu i politiets varetægt.

Manden er mistænkt for drab og drabsforsøg. For drabet på Adriana og fordi man mener, at manden og eventuelle sammensvorne således havde til hensigt at dræbe to andre personer.



Source link