10 gode råd til haven i september


Du kan både høste, beskære og så nye ting i haven i september og dække sommerblomsterne til om natten, hvis der kommer frost. Her er 10 ting, du skal huske i haven i september

September er et godt tidspunkt at så græs. Foto: Torben Klint
September er et godt tidspunkt at så græs. Foto: Torben Klint

1. Så græs
I september er jorden særlig varm og fugtig. Det er et godt tidspunkt at så en ny græsplæne.

Læs også: Ny græsplæne

2. Beskær hindbær og birke-, ahorn-, valnødde- og kirsebærtræer
Sidste frist for beskæring af disse træer er september. Beskær blommetræer efter høst. Skær de hindbærskud, som har båret hindbær, af helt nede ved jorden.

Du kan stadig tage udløbere fra de kraftige jordbærplanter og plante dem på nye rækker. Så har du nye planter de næste 2-3 år.

3. Høst æbler
Når æblerne slipper let, når du tager fat i dem, er det tid for plukning. Sorterne “Rød Ananas”, ‘Guldborg’ og ‘Discovery’ er modne nu og skal spises med det samme.

Du kan også gemme æblerne til senere brug i æbekasser. Stil dem i første omgang et fugtigt og køligt sted med så meget luftcirkulation rundt om som muligt, fx i udhus eller garage, inden der kommer hård frost.

Står de et sted med betongulv eller fliser, er det en god idé at hælde lidt vand på gulvet, så luftfugtigheden forbliver høj.

Video: Sådan tjekker du, om æblet er modent

Læs også: Sådan plukker og opbevarer du havens æbler og pærer

4. Plant nyt og del dine stauder
September er det ultimative plantetidspunkt for en lang række planter, fx stedsegrønne planter, og løglægning. Du kan også få nye planter ud af dine eksisterende stauder.

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

 

Grav ældre klumper op og del dem i mindre stykker med spaden. Et stor, gammel blok af fx dagliljer kan sagtens blive til 5-7 nye, når du sikrer, at der er nogle friske vækstpunkter og skuddannelser, så planten kan skyde videre.

Læs også: Kedelige stauder? Sådan gør du dem flotte

Video: Sådan deler du dine stauder

5. Så spinat og høst det senere
Tilså overskydende jord i køkkenhaven med spinat og høst det senere på året.

Læs også: 10 nemme afgrøder til køkkenhaven

6. Dæk sarte sommerblomster til
Statistisk set er der risiko for årets første nattefrost sidst på måneden på udsatte steder. Hav evt. plastik parat til overdækning af sarte sommerblomster om natten.

Læs også: Sådan overlever dine eksotiske planter om vinteren

7. Saml og tør frø
Når frø modner på de planter, som du ønsker at formere til næste år, skal du samle frøene og lægge dem til tørre, inden de lægges i papirsposer.

Video: Høst dine egne frø i have

Læs også: Sådan høster du frø fra dine planter i haven

8. Sæt græsklippehøjden op
Sidst i september sættes klippehøjden på græsplænen op til ca. 3 cm. I oktober slås græsset normalt de sidste gange.

Læs også: Hvornår skal du slå græsplænen for sidste gang?

9. Fjern mest muligt ukrudt
Hvis du fjerner større samlinger af ukrudt nu, får du det meget lettere til foråret.

Læs også: Sådan forebygger du ukrudt

10. Saml æg fra dræbersnegle
Mindsk antallet af dræbersnegle i haven til næste sæson ved at samle dræbersnegleæg. Dræbersnegle lægger æg fra august til november, og en enkelt snegl kan lægge op til 400 æg på en sæson.

Æggene er  3-4 mm lange og er mælkehvide eller har en orangefarvet overflade i begyndelsen, mens ældre æg ofte er gullige. Dræbersnegleæggene ligger ofte i klumper på 20-30 styk.

Æg fra dræbersnegle ligger typisk på jorden eller i små sprækker i jorden, under brædder og trærødder, i kompost- eller grenbunker eller i drivhuset, typisk under flamingokasser og krukker.

Saml snegleæggene i en pose, bind knude på den og smid den i skraldespanden. Du kan også hælde kogende vand over dem.

Læs også: Saml snegleæg i september og få færre dræbersnegle næste år

——— SPLIT ELEMENT ———

Videncentret Bolius er ejet af Realdania.

Videncentret Bolius er ikke-kommercielt og sælger hverken produkter eller tjenester.

——— SPLIT ELEMENT ———



Source link

Advertisement